Teater kan noget helt særligt. Hos os er eventyrets verden det samlende element, uanset nationalitet, religion og alder.
Her bliver historier, eventyr og magi til en forunderlig verden, der kan røre alle sanser og bidrage til nysgerrighed, udvikling og læring i den efterfølgende dialog om forestillingen.
Gennem kunstneriske og tankevækkende oplevelser, hjælper vi børnene til at få et fælles kulturelt fundament, der styrker sammenholdet og forståelsen for hinandens forskelligheder.
”Der var engang….” – lød det, og straks følte publikum deres egen hverdag svinde hen i tåge, og de var parate til at lade sig fange ind i eventyrets tryllespind.
Hvem er vi?
Ishøj Teater i Tranegilde er en selvejende institution med status som egnsteater i Ishøj Kommune.
I september 2025 åbnede vores nye og tidssvarende teaterhus. A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Ishøj kommune har tilsammen doneret for 68,7 millioner til byggeriet.
Moderniseringen har givet et massivt løft til vores teater, og gør det muligt for os at udleve de visioner og drømme, som vores tidligere rammer begrænsede.
Tranen er en central del af vores visuelle udtryk, som er legende og eventyrligt – i fint samspil med naturen.
Tranen er nysgerrig og parat til at flyve hvor som helst i verden, hvor den fortæller sine historier og tager nye med videre.
Tranen symboliser årvågenhed, udødelighed, kontakt med guderne, forårsbebuder og lykke. Vores håb er, at vores fortællinger sætter tanker i gang, berører og overrasker, og er en oplevelse på tværs af generationer.