i Tranegilde
PROFESSIONEL SCENEKUNST FOR BØRN, UNGE OG DERES VOKSNE

Praktisk information

Før du/I kører hjemmefra

Når du har købt og betalt din billet, skal du ikke printe den ud og have den med. Vi skal alle spare på resurserne. Du/I siger bare navnet, billetterne er bestilt i, til den der står i skranken. Vi har dig stående på en seddel, hvor vi krydser dig/jer af.

Har du fået en faktura, men endnu ikke betalt, må du meget gerne have den med, da det letter ekspeditionen.

Ankomst til teateret - parkering

På hverdage er parkeringspladsen på teaterets grund forbeholdt de busser, der transporterer børn fra institutioner og skoler.

Kommer du/I i privat bil, bedes I benytte parkeringspladsen lige før teateret. Der er god og gratis parkering.

Ved weekendforestillinger kan begge parkeringspladser benyttes af privatbiler.

Ankomst i teaterets billet-foyer

Meld din ankomst ved skranken med det navn, billetterne er bestilt i. Har du ikke betalt, gøres det nu.

Hæng jeres tøj på et af tøjstativerne og vent til dørene til salen åbnes. Find eventuelt plads ved et af de små cafeborde.
I kan købe drikkevarer som juice, vand, kaffe, te og kakao. Endvidere popcorn og müslibar eller lignende, men ikke mad.

Du kan endvidere købe plakater og lyd-cd'er fra forestillingerne.

Dørene til salen åbnes

Hvornår dørene åbnes, afhænger af hvilket publikum og hvor mange, der kommer. På hverdage med mange institutioner og skoler vil de typisk blive lukket ind først. Følg venligst personalets pladsanvisninger, så alle får den bedst mulige oplevelse.

Vi tillader, at I tager varer købt i foyeren med ind i salen, men undlad at rasle og skramle med tingene.

Det er til gengæld ikke tilladt at tage billeder/video, fra forestillingen starter, til den er slut.

Mobiltelefoner skal som minimum sættes på lydløs, men helst slukkes helt.

Forestillingen er slut

Når forestillingen er slut, vil skuespillerne styre, hvordan I kommer ud ad salen i bedst ro og orden.

Til de fleste forestillinger vil der være en lille bog med historien, som man får, når man forlader salen.

Nu er der så mulighed for at sætte sig ved bordene i tilskuer-foyeren, der ligger rundt om teatersalen.

Ophold i tilskuer-foyeren

Det er altid muligt at tage ophold, spise og drikke i op til 45 minutter, efter forestillingen er slut.

Det er tilladt at medbringe madpakker, frugt, lagkage eller andet til fortæring.

Der er her gratis saftevand, kaffe og te.

Mens I sidder og hygger, kommer skuespillerne rundt og taler med jer.

Hvor er vores tøj?

Mens forestillingen har spillet, er tøjet blevet flyttet fra billet-foyeren til det rum, der er tættest på udgangsdøren i forlængelse af tilskuer-foyeren. Vi har passet på tøjet. Dørene har været låst. Men se selv efter, at du ikke kommer til at tage en andens tøj, der til forveksling kunne ligne dit.

Brentedalen 8, Tranegilde, 2635 Ishøj - tlf.: 43 73 60 98 - telefontid: mandag til fredag: 13.00 -15.00

Kontakt til billetkontor   -   Kontakt til teaterleder  -  Tilmeld til nyhedsbrev